Da jeg studerede på DPU, havde vi meget focus på kvinder, håndarbejde og kvinders liv i al almindelighed, da mit studie var farvet af de tekstile fag. 

Nu er det jo ikke nødvendigt at studere for at vide noget om det, og slet ikke når man er kommet op i årene. Så ligger det klart i erindringen.

Er der sket en udvikling til det bedre? Ja, det tror jeg på. Men mange ting kunne godt blive bedre endnu.

Arbejdmæssigt er det nok blevet bedre. Det er under alle omstændigheder velset, at kvinder kan forsørge sig selv.

For bare 50 år siden, da jeg selv var 21 år, anså man det som en selvfølge, at kvinder gik hjemme og passede hjemmet og børnene.

Forholdt det sig så sådan? Nej, ikke for de kvinder jeg var kommet af, og heller ikke for mange af de kvinder der boede omkring mig. De havde arbejde, ikke vellønnet, men et arbejde. Mange var hjemmegående, som det hed. Jeg var også blandt de hjemmegående.

Man kunne ikke få børnene passet i børnehaver f.eks.Mødrene kunne jo bare blive hjemme og selv passe deres børn, hed det sig.

Så børnehaver var kun for enlige mødre eller børn man anså for at have et behov for at komme i børnehave.

Dette gav så arbejde til de hjemmegående kvinder. De passede de andres børn.

En anden problemstilling for kvinder, var selve graviditeten. Man brugte ikke ordet gravid. Nej, man var i omstændigheder. Kvinder mistede deres arbejde når de var i omstændigheder. Det var kun på grund af, at man ikke kunne have en kvinde i omstændigheder i f. eks. en butik. 

Kvinder måtte skjule sin graviditet, ja den eksisterede ikke med ord. Tøjet hed omstændighedstøj eller ventetøj. Det var stort og skulle skjule maven. Dem der havde råd til det, kunne købe et korset, så kunne maven skjules lidt længere tid.

Hvordan er det så i dag?

Jo, når man bevæger sig rundt på nettet, kan man følge unge kvinder og deres graviditet. Intet er skjult. Man viser stolt sin gravide mave frem, fortæller frit om glæder og ulemper omkring sin graviditet og den forestående fødsel.

For min generation var det sådan, at efter fødslen blev børnene taget fra mødrene. De blev lagt ind på en stue med de andre nyfødte børn. Man så kun børnene når der skulle ammes, så blev de kørt ind til moderen. Man fik ikke en gang mulighed for selv at bade og skifte sin nyfødte baby før den dag, man skulle hjem.

Man var indlagt omkring en uges tid.

I den uge lå moderen i sengen. Hun var snøret ind i stramme stykker stof, der blev holdt sammen med sikkerhedsnåle.

Sådan var det for bare 43 år siden.

På den front har meget ændret sig.

Hvad med fædrene?

Jo, de måtte gerne besøge moderen i besøgstiden, som var en time om eftermiddagen. 

Ville de gerne se deres nyfødte baby, kunne de henvende sig ved døren til stuen med de små. Han måtte ikke gå ind, kun banke på.

Han fik sin baby at se gennem en lille glasrude i døren. Ikke noget med at holde den lille eller på anden måde komme tæt på babyen. Døren var imellem.

Sådan var det, og det er kun 43 år siden. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Hvordan kommer jeg til at tænke på dette?

Jo, det gør jeg, fordi mit ældste barnebarn er blevet far for et årstid siden. De venter baby igen om et par dage. 

Disse to små er mine oldebørn. 

Da vi andre var unge, tænkte vi såmænd ikke over, at det kunne være anderledes. Vi ville heller ikke have været i stand til at ændre på det. Det var bare sådan.

Nu kommer jeg pludselig i tanker om, da jeg fik min første lillesøster.

Jeg var på det tidspunkt syv år. Der blev intet nævnt om omstændigheder eller om, at vi skulle have en lillesøster eller lillebror.

Vi boede på det tidspunkt i en stor villa min mor havde købt. Min far døde ved en arbejdsulykke da jeg var tre og et halvt år. Villaen blev købt for den erstatning min mor fik udbetalt. Min morfar og mormor boede i villaen sammen med os. Min mormor passede min lillebror og mig, medens min mor fik en uddannelse.

Min mormor havde systue, hun var dameskrædder. Så det jeg husker var alle de små trøjer min mormor syede. De blev lagt op på bordet. Ingen stillede spørgsmål om hvem det var til.

Der blev også strikket babybukser af bomuldsgarn. Men ellers var alt andet skjult, også min mors mave.

Pludselig var der en lillesøster i soveværelset. Hvor var hun dog kommet fra? Det spørgsmål blev aldrig besvaret.

Så blev min mor hjemmegående igen og nogle år efter ankom endnu en lillesøster. Endnu en gang var der bare en lille ny i soveværelset. Intet var nævnt om det, alt var skjult.

Den aften min yngste søster blev født, stod jeg sammen med min mor og vaskede op. Pludselig tog hun sig på maven og så foreslog hun mig, at jeg tog den første lillesøster med ned til en veninde. Ih, det ville jeg da gerne, (så var jeg fri for at vaske op). 

Da vi kom hjem igen, var der en ny lillesøster.

Billedet jeg har sat ind, viser en beklædningsgenstand, en løjert, blev den kaldt. Min mormor syede den til min mor i 1922, jeg har haft den på. Jeg har et billede, hvor jeg ligger i barnevognen med  den på. Jeg har haft den til dukketøj, ligeledes har mine søstre leget med den. Så en af os er "kommet til" at klippe et hul i den.

En helt anden ting jeg tit tænker på, var tiden med Eva Gredal som socialminister. Det ligger i perioden omkring 1965 til 1968.

Vi boede på det tidspunkt i en lejlighed i et Socialt Boligbyggeri. Kvinderne snakkede meget sammen om stort og småt, enten på legepladsen sammen med vores børn eller hvis vi mødtes over en kop kaffe.

Eva Gredal fik godt nok lavet ravage i de små hjem, da hun fik ændret skattefradraget på børn, som faderen fik, til en udbetaling af børnepenge på en konto som moderen skulle have. For mange var det en slem overgang. Manden var vant til, at han havde retten til at bestemme over alt hvad der havde med økonomi at gøre. Nu fik kvinden retten til, at bruge børnepengene til børnene.

Sådanne annoncer var ikke ualmindelige.

Jeg har et brev, min morfar skrev til min mor, en uge efter min far døde. Heri foreslår han min mor, at hun tilbyder diskret ophold til en ung pige.

Det betyder, at man kunne tilbyde en ung pige, der var kommet i omstændigheder, at bo der, mod at hjælpe med, i det her tilfælde, at passe børn og dyr.

Den unge pige kunne føde sit barn, for derefter at bortadoptere det eller sætte det i pleje. Bagefter kunne hun vende tilbage til et liv uden den "skamplet" det var, at få et barn uden for ægteskab.

Mange kvinder har født sit barn på Fødselsstiftelsen i København. Herfra kunne man bortadoptere barnet.

Min far var et af de børn der blev født der. Han blev født i 1905. Hans forældre var fra Sverige.

Han blev bortadopteret.

Min morfar var plejebarn, min mormor fødte også et barn hun bortgav.

Min mands familie havde også sådanne "pletter" i sin bagage.

Man talte aldrig om det, det var tabu. Alle vidste det, men lod som om det ikke eksisterede.

Min mormor sørgede hele livet over det barn, hun gav væk. Hun var genstand for sladder i familien. Man sagde aldrig noget direkte til hende. Også jeg hørte om det, selvom jeg kun var et barn.

Da jeg var blevet omkring de 10 år, kunne jeg hjælpe min mormor med at sy. Så sad vi alene i systuen. Jeg kunne sy heksesting, så jeg sad og lagde kjoler op for min mormor. Hun syede til en forretning. Jeg fik 10 øre for hver kjole.

Min mormor fortalte mig om det barn. Hun fortalte også om "den store forretningsmand" der var barnets far. Hun fortalte aldrig så konkret, at man kunne finde ud af, hvad der lå hende på sinde. Kun vidste jeg, at hun sørgede over det, hun var vred og bitter over, at hun var nød til at give afkald på sit barn.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor det kun var kvinderne og børnene det gik ud over. Man hørte aldrig mænd omtalt på samme måde.

Det er sjovt hvad man kan huske, når man finder nogle ting fra sin barndom.

Den fine kreation har jeg syet og farvet på pap, da jeg gik i børnehave. Jeg havde problemer med at holde på nål og farver, fordi jeg og min lillebror havde kappedes om, hvem af os der kunne få en liggestol til at ligge længst ned. Det kunne jeg,men liggestolen klappede sammen, og der lå jeg, med fingrene i klemme i stolen. Jeg var på sygehuset, hånden blev røntgenfotograferet, men der var heldigvis ikke brækket noget. Jeg fik en stor forbinding på. Det gjorde det temmelig besværligt at sy.

Navnet på min kreation, er navnet på vores lille gravhund.

Min mor var på det tidspunkt enlig mor, eller enke med to små børn. I nærheden lå en børnehave. Jeg har senere erfaret, at det var et børnehjem, som tog "almindelige børn" ind, for at lege med de børn, som boede på børnehjemmet. Faktisk er det kun 3-4 år siden, jeg fandt ud af, at min børnehave var et børnehjem.

Tante Agnes og Tante Clara hed de to frøkner der havde det store hus med plads til så mange børn.

De fleste børn, som vi legede med derhjemme, gik også i børnehaven. Om formiddagen kom vi ind i Tante Clara og Tante Agnes`s fine stue. Her skulle vi sidde pænt på gulvet og høre børnetime i radioen.

Legepladsen udenfor var en meget stor have. Nu er der lavet motorvej tæt op ad huset. Så jeg tænker tit på min børnehave, når jeg kører forbi.

Min mor blev hjemmegående igen, som jeg skrev om. Men det var hun ikke rigtigt. Hun blev uddannet plejerske og hun var også smørrebrødsjomfru. Da hun giftede sig igen, var det upassende at hun arbejdede. (Min morfar og mormor flyttede, da min mor giftede sig)

Derimod måtte hun gerne få et lille job med at gøre rent hos en gammel dame. Det er derfra det gamle maleri stammer.

Jeg fik det af den gamle dame, da jeg var omkring 8 år. Den gamle dame var 92 år, og hun havde haft det fra hun var barn. Så det må være fra omkring år 1860.

Men det vækker også et minde, som ikke er så behageligt. Det var den første oplevelse af, at der var forskel på drenge og piger.

Jeg gik i skole på det tidspunkt. Nogen skulle passe vores lillesøster, når vores mor var væk. I den tid jeg ikke var hjemme fra skole, var det min lillebror der passede hende. Han var kun 6 år og han fik 25 øre i timen. Jeg fik ikke noget for det, fordi jeg var en pige. Jeg passede hende når jeg kom hjem fra skole. Jeg var godt nok ikke tilfreds med det.

Jeg var så misundelig, da min lillebror havde sparet sammen til et telt, og han fik det. Det kostede 19,75 kr i Daells Varehus.

Når man tænker over det, så ville det aldrig gå i vore dage, at lade så små børn være alene hjemme, med ansvaret for et endnu mindre barn.

Det hændte da også, og jeg kan se det for mig endnu, at naboen stillede sig op på deres trappe, og irettesatte os, når vi ikke kunne klare vores lillesøster.

Det var ikke ualmindeligt, at piger passede søskende og for den sags skyld andres børn. Når det var for andre fik jeg gerne lidt for det.

Intet kan skjules i vore dage. 

For nogle måneder siden, sad jeg her ved computeren, som jeg så tit gør, og pludselig får jeg den indskydelse at søge på min mormors navn. Jeg har ingen forklaring på det.

Der dukkede en person op, som søgte nogle oplysninger. Da jeg var sikker på, at det var min mormor, hun ville vide noget om, kontaktede jeg hende.

Det var selvfølgelig slægtsforskning det handlede om. 

Til min store glæde, var det et barnebarn af min mormor, en søn af hendes bortgivne barn. Jeg vidste min mormor ville blive meget glad, hvis hun vidste det. Så jeg gav med glæde de oplysninger videre, som jeg havde.

Jeg havde fået en ny fætter.

Vi har set hinanden et par gange, det har været meget positivt. Han ligner min mormor. Det er som om, det er min mormor der ser på mig.

Min fætter blev glad og meget overrasket over, hvilke forfædre han havde. Det resulterede i en hurtig beslutning om, at få et gammelt slægtsnavn føjet til sit navn. 

Navnet går meget langt tilbage i tiden. Den første bærer af navnet døde i 1195. Våbenskjoldet har altid bestået af tre franske liljer og en chevron.

Dette våbenskjold hænger i Stockholm og er fra 1650. 

Det har sin helt egen historie. 

Vi har i familien altid hørt om, at til dette navn,hørte et våbenskjold. Men vi var usikre på det.

Vi vidste også, at hvis det fandtes, så skulle det hænge i Stockholm.

Skæbnen ville, at min mand og jeg havde medlemmer fra et svensk sangkor boende nogle dage. De var fra Stockholm.

Da de rejste, ville de betale for opholdet. Vi var mere interesseret i, om dette våbenskjold fandtes eller ej. Så vi spurgte dem, om de ville finde ud af det. Det lovede de.

Der gik lang tid inden vi hørte fra dem. Men det var altså rigtigt nok.

Jeg måtte dokumentere, at jeg var efterkommer af denne person. Det var ikke så svært, jeg havde diverse papirer i orden, og nogen i slægten havde gjort forarbejdet ved slægtsforskning, men kun til min mormors mor. Resten af dokumenterne havde jeg samlet sammen i tidens løb ved dødsfald.

Jeg lå inde med en anetavle, som gik tilbage til år 1600. Jeg ville føre denne anetavle up to date til mine børnebørn. Af ren og skær kedsomhed ved at sidde og skrive alle de navne ind i et program, søgte jeg navnet på nettet.

Jeg blev meget overvældet, og det resulterede i en ferie til Scotland.

Det var en stor oplevelse og til tider overvældende at gå i sine forfædres fodspor.

Historien begynder på Sct. Andrews Chatedral. Her arbejdede den første bærer af navnet. Huset han opholdt sig i, er restaureret. Det har jeg været inde i. Selve området og ruinerne var for os, så stor en oplevelse, at vi måtte gå derfra. Vi kunne slet ikke rumme det.

Det siges, at den største sorg er at miste et barn. 

Jeg mistede et af mine børn for ni mdr. siden. Billedet viser hans gravsten, som hans lillebror har lavet til ham. Den var endnu ikke kommet op på gravstedet, da billedet blev taget. Det var et stort arbejde at fremstille den, det tog lang tid. Men det er også en måde at bearbejde sorgen på.

Det tog hårdt på mig. Lars blev 49 år, men han var jo stadigvæk min søn, mit barn, selvom han var voksen.

At miste børn, er ikke ukendt i familien. Min mormor og morfar mistede en søn, han blev 6 mdr. Min mor og stedfar mistede en datter, hun blev 9 år gammel.

Jeg husker endnu, den dag min søster døde. Min mor ville/ kunne ikke holde tanken ud, at hendes lille pige var ved at dø. Min mors fortvivlelse gjorde et stort og varigt minde i mit følelsesliv.

Jeg tænker ofte på den situation, nu hvor jeg selv har gjort erfaringen.

Der findes ikke nogen ord, der kan sige hvordan det er. Det er følelser og kun følelser.

For mit vedkommende er to dage forsvundet ud af hukommelsen. Jeg husker begravelsen, og jeg husker hvor skidt jeg havde det. De næste to døgn er fuldstændig væk fra min bevidsthed.

Mange omkring mig har mistet børn. Min svigermor mistede en datter. Datteren var 42 år gammel.

Jeg undrer mig. Mange kvinder jeg taler med, kom til mig for at trøste mig, fordi de vidste hvad jeg skulle igennem. De havde selv prøvet det.

De var meget åbne omkring deres egen sorg. En benægtede det, der var sket i to år. Hun kunne ikke tro, at hendes søn var død og hun huskede ikke begravelsen, selvom hun havde været der. Han var lidt yngre end min søn.

Når jeg nu sidder her og skriver om det, så dukker der mange flere erindringer op, om forældrer der har mistet et barn. Det er både i familien, men også i mine forældres omgangskreds, samt kvinder jeg snakker med og er sammen med.

Det sker oftere end man tror.

Man kommer aldrig over sorgen, man lærer at leve med den. En præst definerede sorgen, som kærlighed til en, man ikke mere kan nå.

Lars vidste han var ved at dø. Han havde nogle ønsker omkring sin begravelse, som vi måtte love ham, at sørge for.

Blandt disse ønsker var, at han kom hjem til sin far, samt et stykke musik. Han ønskede at vi selv skulle spille det. Det gjorde den anden lillebror. Så alt blev, som Lars havde ønsket.

Lars var vågen til en time før han døde. Han og jeg var alene hele dagen.

Sygeplejersken sagde til Lars, at hans brødre ikke nåede frem, så hvis der var noget han ville sige til dem, skulle han sige det til sin mor, så jeg kunne sige det til dem. Et øjeblik så jeg fortvivlelsen i hans ansigt, nu vidste han, at hans liv var forbi indenfor en times tid.

Så sagde han:

JEG ELSKER JER.

Det var de sidste ord, der kom ud af hans mund. Så gled han over i bevidstløsheden og han døde en time senere.

Symaskinen på billedet er ikke en rigtig symaskine, det er en miniaturemodel, fundet i en hobbybutik. Det er mange år siden jeg købte den.

Den bringer mange minder frem.

Som det kan ses på billedet, er det en model af en gammel trædesymaskine. Sådan nogle havde min mormor.Hun havde altid kun Singer symaskiner. Det var sådan en jeg selv syede på, eller hvad man skal kalde det, for jeg var kun fire år gammel, da jeg for første gang syede på symaskine.

Min morfar og mormor var på det tidspunkt flyttet ind på førstesalen i den store villa. De tidligere ejere var endnu ikke flyttet ud. Af denne grund er jeg meget sikker på hvornår det var.

Det har været i marts måned 1948. Min mor var endnu ikke flyttet ind.

Min mormor havde nok at lave med at sy for folk. Hun havde haft en systue med seks damer. Nu var hun kun sig selv. Hun havde to symaskiner. Jeg fik lov til at sy på den ene. Jeg har sikkert været vældig stolt over det. Men det jeg husker så tydeligt var, at min mormor siger: Ih hvor er du dygtig, nu kan du snart hjælpe mormor. I det samme øjeblik, havde jeg syet min pegefinger fast i maskinen. Nålen var gået helt igennem min finger.

Jeg kom ned til de tidligere ejere og fik jod og bind på fingeren.

På et tidspunkt bliver der flyttet rundt i villaen. Morfar og mormor flyttede nedenunder. Der var mere plads. Mormor skulle have sin systue og passe min bror og mig. Så var der den fine store stue, som kun blev brugt ved særlige lejligheder som jul og fødselsdage.

I systuen var der linoliumsgulv. Det skulle bones en gang i mellem. Gulvet blev smurt ind i bonevoks, og så fik min bror og jeg uldne sokker på, og så måtte vi glide på gulvet. Det var vældig sjovt, og har sikkert sparet min mormor for noget af arbejdet med at bone gulv.

Vi legede også med knappenåle og magneter. Men saksene måtte vi ikke røre. Vi måtte kun klippe med de små børnesakse, der blev købt til os. Vi måtte gerne tegne med hendes skrædderkridt på gulvet, men kun i systuen. I de andre rum var der pæne ferniserede gulve.

Min mormor gav mig et blad med mønstre til dukketøj. Det lærte hun mig at tegne af og klippe ud og lægge på stof og klippe med sømrum. Jeg var ikke ret stor, da jeg blev beskæftiget med sådan noget. Jeg fik min egen lille børnesymaskine, som fingrene ikke kunne komme til skade med. Jeg hyggede mig, kan jeg huske, jeg lavede det samme som min mormor. 

Dukketøj skal også vaskes og stryges. Jeg fik en lille balje, der blev hængt en tørresnor op i børnehøjde ude i haven. Strygejern og strygebrædt hørte også med.

Systuen havde to spiseborde. Det ene fungerede som klippebord, det andet som almindeligt spisebord, legebord og hvad det ellers blev brugt til. Der var også en divan i systuen. Den blev brugt af min morfar, især om aftenen når han skulle høre radioavis. Det var det eneste tidspunkt jeg husker, at han kunne blive rigtig gal. Det blev han hvis min bror og jeg ikke kunne lade være med at snakke eller på anden vis være støjende. Så kastede han meget vredt sin avis efter os. Så blev der ro.

Som man kan se på billedet, er jeg ved, at sylte blommer. Der er gang i bytteriet med naboerne, og den ene har så mange blommer, at de er svære at komme af med. Jeg tog imod en pæn portion. Så der er både til fryseren som rå blommer og som blommegrød. De der er på billedet håber jeg bliver, som nogle jeg syltede for mange, mange år siden.

I øjeblikket har jeg tomater, som nogen er interesseret i. Jeg har boet her på matriklen i godt og vel 43 år. flere af mine naboer har boet her ligeså længe. Så vi bytter forskellige urter, grøntsager og bær henover hækken, når vi får dyrket mere end vi selv kan spise. Det er meget hyggeligt.

Blommerne vækker også minder langt tilbage i tiden. Min mormor syltede alting. Det gjorde man nok mere den gang end man gør i dag. Jeg kan ikke huske hvornår, man begyndte. at kunne leje en fryseboks i et frysehus. Da man kunne det, blev det, der skulle fryses pakket ind i frostpapir og brunt papir udenpå. Der skulle mærkesedler på. De havde numre, så beholdt man den ene. Jeg blev af og til sendt afsted, når der skulle bruges noget, der var lagt i fryseboks i frysehuset.

Jeg var ikke så gammel, omkring 7 år. Jeg kan huske, at den mand der passede frysehuset, var klædt godt på med vintertøj, selvom det var sommer.

Det der var blevet syltet, stod på sirlige rækker i spisekammeret. Vi havde et stort spisekammer. Det lå ved siden af køkkenet, som også var stort. Der var et spisebord med blå kakler i køkkenet. Der var en bænk rundt om.

Min bror og jeg havde det med at irritere hinanden ind i mellem, når vi sad ved bordet. Vi havde hver sin halvdel. Men vi skulle lige drille hinanden lidt. En dag havde min mormor fået nok af det, så hun satte et mærke midt på bordkanten, og så måtte vi holde os på hver sin halvdel.

Ja, sådanne erindringer kommer frem, når man går og laver nogle ting, man også lavede for mange, mange år siden.

Da jeg var nygift, havde vi også en stor have med blommetræer. Jeg syltede og gjorde ved den gang. Så flyttede vi til en moderne lejlighed,  og mine syltede blommer blev sat ind i et skab. Jeg glemte dem faktisk.

Men ind i mellem skal der jo gøres rent i køkkenskabene, og ved sådan en lejlighed dukkede mine syltede blommer op.

De smagte ubeskrivelig godt. 

Jeg har haft en ganske dejlig eftermiddag. Som det ses på billedet, har jeg været en tur på vandet. 

Havet var blikstille og luften ganske behagelig.

Der findes ikke noget bedre, end at sidde i en lille båd der bare flyder. Stilheden er så skøn, og lyden af vandet der skvulper mod båden gør godt for sjælen.

Her hvor jeg har været hele eftermiddagen, er et sted hvor min mand og jeg, både med og uden børn, har tilbragt mange, mange timer. Vi elskede at sejle om i denne del af Storebælt og bare være i stilheden. Smide ankeret der hvor vandet var varmest, hvis det var en badetur vi havde tænkt os. Eller som i dag hvor vejret har været rigtig fint til sådan en tur, hvor man befinder sig i "nydningen", og bare lade båden flyde lige til det er nødvendigt, at sejle hjem igen, fordi der også skal sørges for andre ting.

Der er mange dejlige minder også nogen der er sjove, hvor man kommer til at smile med lyd på, bare ved at huske dem.

Tak til min søn, som tog sin gamle mor med.

En fugl fløj på mit vindue i dag. Som altid, når jeg hører det, skyndte jeg mig ud for at samle den op. Jeg kan ikke lide, at kattene tager dem.

Det var en lille kongefugl. Den havde det ikke godt. Jeg samlede den op og lagde den i min hånd. Efter lidt tid, kom den til sig selv. Jeg stod med den i hånden ti-femten minutter. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke lige havde kameraet ved hånden.

Hold op, hvor er en kongefugl lille. I lang tid betragtede vi hinanden, og efterhånden kunne jeg se, at den var ved at komme sig. Da den fløj, kvitterede den med en klat i min hånd.

Det er på en eller anden måde en helt speciel oplevelse at stå med så lille en fugl i hånden. 

Jeg havde gjort forberedelser til at strikke noget, jeg ved endnu ikke hvad det bliver til. 

Sådan en prøve skal vaskes, før man kan bruge den til at regne opskrift ud efter.

Da jeg stod og vaskede den, kom jeg til at tænke på, hvordan man vaskede uldtrøjer da jeg var barn. 

Man brugte sæbespåner, håndvask, eddike og aviser. Eddiken blev brugt i skyllevandet for at holde på farven. Man måtte ikke vride sådan noget strik, så det blev lagt på aviser og rullet sammen. Så blev der trådt på det, så vandet kunne suges af aviserne.

Så blev det lagt til at tørre, eller hængt over en tøjsnor.

Jeg undrer mig egentlig over, at det ikke blev sort af tryksværte, men det blev det ikke.

Jeg selv fik adgang til en centrifuge i 1964. Vi boede i et Socialt Boligbyggeri. Der var en stor vaskekælder med store vaskemaskiner, centrifuger, tørretumbler og rulle.

Strikket tøj blev håndvasket, og lagt i centrifugen på en måde, så det ikke kunne strækkes ud af facon. Man tørrede det hjemme i lejligheden.

Den her vaskekælder var det rene slaraffenland, når der skulle vaskes tøj. Den var mere moderne end dem jeg havde set i andre boligbyggerier. Min mormor flyttede også i ny lejlighed omkring 1951. Her var det vaskemaskiner der blev opvarmet med gas. Processen med at vaske tøj, fulgte stort set det jeg kendte fra den store villa. Forskellen var, at efter iblødsætning kunne man vaske det i en maskine. Der var tørrekælder til at hænge tøjet til tørre i.

Man vaskede ikke så tit som man gør nu. Man kunne bestille vaskekælderen  en gang om måneden. Man kaldte det storvask. Det var der virkelig tale om.

I 1962 boede jeg som nygift i et gammelt hus. Vandet hentede jeg fra en brønd udenfor. Sådan var det mange steder. Fra min opvækst havde jeg viden om, hvordan man bar sig ad med det.

Mine forældrer købte et gammelt landsted omkring 1953. Der var overhovedet ikke nogen luksus. Alt vand til dyr og mennesker blev båret ind i spande fra brønden.

Bevar mig vel hvor har jeg båret mange spande vand ind.

Men jeg vidste hvordan man klarede sig uden den luksus, at have en vandhane inde i huset.

På et tidspunkt fik jeg det sådan, at når vi besøgte andre, der havde en vandhane eller så galt et badeværelse, så tænkte jeg: Hvor må de være lykkelige.

Så vi flyttede til en moderne lejlighed i 1964. Jeg var virkelig glad for den. Den var helt ny, vi var de første der boede i den lejlighed. Selv i dag, er det nogle gode lejligheder. Det var vild luksus med vandhane med både koldt og varmt vand, og et badeværelse, for ikke at tale om vaskekælderen.

Vi måtte ikke have børn med i vaskekælderen. Så vi måtte alliere os med andre hjemmegående husmødre. Det gjorde, at vi kunne få vasket vores tøj oftere end det var tilladt. Vi passede hinandens børn, til gengæld tog den der havde vaskekælderen noget vasketøj med, for den der var barnepige. Så gik det jo alligevel.

Sikke meget jeg kommer til at tænke på, bare ved at vaske en strikkeprøve af uld.

En anden af mine sønner inviterede mig til koncert med Johnny Madsen. Jeg må tilstå, at jeg vidste ikke på forhånd, hvem Johnny Madsen var. Jeg hørte lidt om ham, når jeg fortalte nogen, at jeg skulle til denne koncert.

Det var en intens oplevelse. Der blev klappet og sunget med. Det var også svært at holde hænderne i ro. Sådan er det jo, når musikken river en med.

Flere af hans jokes, har "bidt sig fast". Jeg spekulerer faktisk lidt over dem. Er det nu jokes? Eller er det ikke mere et nøgtern og jordnært syn på tilværelsen, der handler om, ikke at ville være, det man er, eller ikke at ville være der hvor man er?

Det var ihvertfald morsomt.

Tak til min søn og svigerdatter. Det var en dejlig, hyggelig og munter aften.

I dag, den 7 nov. er det et år siden min ældste søn døde. Det har været og er stadigvæk en dag, hvor stilheden og minderne dukker frem.

Jeg var alene med min søn hele dagen.

Jeg fødte ham, alene.

Jeg fulgte ham ud af livet, alene.

Jeg har forsøgt, at rydde op i garagen. Jeg fik da også ryddet meget op, men mange ting, kan jeg ikke alene.

Det er fem år siden, min mand døde, og meget blev der ryddet op og smidt ud den gang. Så er det ligesom gået i stå.  

Jeg finder mange små ting derude, bl.a. et gammet forsølvet skrin, min morfar fik ved et 25 års jubilæum. Min mand har brugt det i garagen. Af en eller anden grund, er det landet her, formentlig, da vi har ryddet op efter mine forældrer.

Det sølvskrin stod som noget særligt på min morfars skrivebord. Det er fra 1944 kan jeg se. Så det har altid været der. Vi måtte ikke røre det. Der var visse ting, der var forbudt for børn, ja også senere. Det ser ikke pænt ud mere.

Jeg fandt også nogle bægre, to sæt. Der hørte egentlig en lommelærke til, tror jeg nok. Min mand kunne godt lide, at invitere gæster i garagen. De skulle se på sten. og så fik de en lille "dram" af disse bægre. De lugter stadigvæk af "Gammel Dansk". Hvad gør jeg nu med dem? Tja, foreløbig blev de sat ned i kassen igen. De har åbenbart været genstand for en oprydning, siden de stod der.

Se på sten i garagen, kan lyde som noget meget mærkeligt. Men det er det nu ikke. Min mand lavede smykker, og han samlede på sten og købte dyre sten. Der var en temmelig stor samling. 

Alt det er nu ikke i garagen mere. Alligevel er der en masse, jeg gerne ville have sat i system. Det er som om, det er en "mandeverden", jeg ikke rigtig kan finde hoved eller hale i.

De er ganske ukendte for mig. Som man kan se på billedet, er billederne af ældre dato. Hendes billede er taget i Halmstad, Atelier Summarlust.

Hun fødte min far på fødselsstiftelsen i København. Tilsyneladende helt uden at oplyse sit navn. Det kunne man godt, så jeg i filmen med Astrid Lindgren.

Jeg har scannet bagsiden af billederne. Jeg lægger dem ind på næste del af siden her. Hvis nogen kan tyde hvad der står, ville jeg blive meget glad. Hun har skrevet bagpå billederne, og deres navn står der, jeg kan bare ikke læse det. Jeg kan læse, at han var politikommisær, og billedet er taget i Malmø, hos en fotograf: Gunnar Brunberg.

Billederne er taget omkring 1903- 1905.

Jeg har hendes smykkeskrin, samt flere billeder af hende. Noget kontakt har hun haft med sin søn, og jeg kan se i min fars dagbog, at han så sin far på et tidspunkt, da han skulle ud og tjene. Han har ikke nævnt sin mor i dagbogen. 

Han skrev, at han følte sig anderledes, fordi han var adopteret.

Det er blevet fortalt, formentlig af min far til min mor, at hans mor besøgte ham. Hun kom i en fin hestekaret. Min mor fortalte mig om det.

Jeg gik her i mine egne tanker, fjernsynet var tændt, og pludselig lød noget velkendt i mine ører.

Det var "Elefantens vuggevise". En reklame for et forsikringsselskab bruger den.

Nu var det imidlertid noget helt andet der dukkede op for mit vedkommende. Noget der førte til en dejlig snak med en anden ældre kvinde, som også kunne huske denne vise.

For mange, mange år siden, var der en udsendelse i radioen, der hed "Godnat for de små". Nu var jeg ikke så lille, men det var mine søstre. Året var 1955.

Jeg husker specielt den hyggelige stemning, med ild i kakkelovnen, dagens kolde og hårde arbejde var overstået for mine forældrer. Min mor sang med på sangene, dynerne var hængt til varme på stole rundt om kakkelovnen. Det var ved at være godnattid, ihvertfald for de små. Jeg havde muligvis nogle lektier,der endnu skulle ordnes.

Der var så koldt i huset, undtagen der hvor der var kakkelovn. Det var så dejligt, at putte i sin seng, når dynen var varm. Nogen gange var det nødvendigt med lidt mere varme i sengen. Så varmede min mor nogle sten, og lagde dem i sengen. En varmedunk fyldt med meget varmt vand, kunne også gøre det.

Det var hyggeligt, selvom det var så koldt.

Billedet viser et brev, skrevet af min far, kort efter jeg blev født. Min mor var flink til at gemme billeder, breve, avisudklip m.m.

Det her brev rummer en lille fortælling om, hvordan jeg fik mit navn.

Jeg er meget glad for det, selvom det egentlig var et brev, skrevet til min mor.